Gøsta Thøger Knudsen

Torsdag d. 11. januar, kl. 19-21, på Aoife coffee (tidligere Apelgren Jordt cafe), Stockflethsvej 14 på havnen i Ebeltoft.
Gøsta Thøger Knudsen fortalte om “Steder i Nationalpark Mols Bjerge“.
Han stillede skarpt på landskabernes sanselige linjer og den forvandling, der opleves med de skiftende årstider, vejrligets, lysets og farvernes variation.

Gøsta Thøger Knudsen er tidligere stadsarkitekt i Aarhus og forhåndværende rektor for Danmarks Design Skole.

Julearrangement

Onsdag d. 13. december 2023, kl. 19-21, havde vi vores traditionelle julearrangement. Det skulle have været på Aoife coffee (tidligere Apelgren Jordt cafe), Stockflethsvej 14 på havnen i Ebeltoft. Men der var 60 tilmeldte, så vi flyttede det op i Sognegården. 
Kun for medlemmer.
Vores traditionelle julearrangement blev afholdt med oplæsning og julesang, samt en julegave og naturligvis gløgg og æbleskiver.

Tænkepause

Tænkepause om tekst ved litteraturhistoriker Mads Rosendahl Thomsen

Onsdag d. 15. november, 2023, kl. 19-21, på Aoife coffee (tidligere Apelgren Jordt cafe), Stockflethsvej 14 på havnen i Ebeltoft.
Gratis for medlemmer. 100 kr. for ikke-medlemmer.
“Ord skaber mening, ligesom klæder skaber folk. Glemmer vi kommaet i en ansøgning, og rimer vi falsk i en bryllupssang, skriver andre det sig bag øret. Trods internettets billedstorme er der nemlig ingen tegn på, at skriften går i glemmebogen. For ord siger tusindfold, og tekster gør os civiliserede, fortæller ordkløvende litteraturhistoriker Mads Rosendahl Thomsen. Han grifler løs om taleskrivere og romanforfattere, der udfolder ideer og fremmaner verdener i essays og romaner. Nu har vi givet ordet til robotterne. Og hvad de gør med teksten, er en historie, der endnu ikke er skrevet”.

Benjamin Koppel

Efterårets store arrangement!

Mandag d. 9. oktober, kl. 19-21. Arrangementet foregik i Sognegården, Kirkegade 13, Ebeltoft.
Pris for medlemmer 75 kr. Pris for ikke-medlemmer 225 kr.
Benjamin Koppel fortalte om sin nye bog “Annas Sang”.
Benjamin Koppel er ikke bare en af landets bedste jazz musikere på saxofon, men nu også en glimrende forfatter.

Dødssynder

Dødssynder med præst Heidi Bisgaard

Mandag d. 25. september, kl. 19-21, på Aoife coffee (tidligere Apelgren Jordt cafe), Stockflethsvej 14 på havnen i Ebeltoft.
Gratis for medlemmer. 100 kr. for ikke-medlemmer.
Heidi Bisgaard vil tale om lyst og begær.

Poetry Slam med HAPS

Onsdag d. 13. septemberkl. 19-21 havde vi på Aoife coffee (tidligere Apelgren Jordt cafe), Stockflethsvej 14 på havnen i Ebeltoft et fint arrangement med HAPS fra Aarhus.
Gratis for medlemmer. 100 kr. for ikke-medlemmer.
HAPS / Hele Aarhus Poetry Slam: Poetry slam er en dyst på ord! 3 deltagere vil kæmpe om publikums gunst, der USTYRET vil tildele de oplæsende fra 0,0 til 10,0 point! Der er 3 simple regler: 1. Teksten skal være selvskreven. 2. Man må ikke bruge rekvisitter. 3. Hvis man går under 3 minutter eller over 10 minutter giver det minus point.
Man må slamme på alle sprog og om alle ting: Koldbrand, kærlighed, brændende kærlighed, klamydia, kampsport, kærestesorger, kammuslinger, karantæner, kælketure, kanelduft nummer 5. kaffe og smøger.
Slammet er åbent. Dvs. at vi bare er her for at nyde ordene, hinanden, samt den evt. ære, der tilfalder aftenens vinder.

Læsegrupper

BogBy etablerede for nogle år siden læsegrupper.

Den ene er en traditionel læsegruppe, hvor man mødes over en bog. Gruppen har indtil nu læst 27 bøger – gruppen er lukket for nye deltagere.

En anden læsegruppe lader værten bestemme, hvad der skal  foregå og der oplæses en tekst, som danner grundlag for samtaler – gruppen er åben for nye deltagere (Kontakt BogBy for forespørgsel om deltagelse)

En tredje læsegruppe  læser bøger på engelsk og taler om dem på engelsk – gruppen er åben for nye deltagere (Kontakt BogBy om deltagelse)

Den nyeste læsegruppe læser Joyces Ulysses sammen – gruppen har venteliste for evt. en gruppe mere.

BogBy er gerne behjælpelig med at etablere nye læsegrupper.

Sct. Hans aften

Fredag d. 23. juni, kl. 16-17, afholdt vi vores traditionelle midsommer arrangement for medlemmer foran BogBys lokale.
Få en bog med hjem, drik et glas vin og stem på hvem, der skal være efterårets store arrangement.
Afstemningens resultat blev Benjamin Koppel.

Rasmus Theisen

Forfatteraften med Rasmus Theisen

Torsdag d. 25. maj kl. 19-21 havde vi et fin arrangement på Aoife coffee (tidligere Apelgren Jordt cafe), Stockflethsvej 14 på havnen i Ebeltoft.
Gratis for medlemmer. 75 kr. for ikke-medlemmer.
Rasmus Theisen er ud af fiskerfamilie fra Knebel Vig. Har boet på Grønland.
Dimitterede fra Forfatterskolen i 2019.
Debuterede med romanen Andre hunde i 2021 og blev hædret med Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris.
Til august 2023 udkommer Nye Molbohistorier.

Johannes V. Jensens 150 års fødselsdagsfest

12-4-2023

Ved et hyggeligt arrangement i dag fejrede vi Johannes V. Jensens 150 års fødselsdag i lysthuset på restaurant Mellem Jyder.
Digtet Ved Frokkosten blev levendegjort med 4 stykker smørrebrød, en øl og to snapse pr. deltager.
Der var indlæg om JVJ´s Nobelpris og om bogen Kongens Fald. Endelig så vi Carl Th. Dreyers filmatisering af “Nåede de færgen”.
Vi sang også to sange, inkl. Hvor smiler fagert den danske kyst, hvor 4 ud af 7 vers blev skrevet til et arrangement på Kalø i 1925.